Tusind tak for en dejlig dag til november kursus – hvor 68 frivillige deltog ❤️
Tak for en inspirerende formiddag, hvor Johny Gammelgaard Jensen delte ud af sin viden – helt uden beregning, som et personligt bidrag til Aflastningstjenesten.
Han mindede os om, hvor vigtigt det er at passe på vores mentale batteri. Når hjernen bliver overfyldt, mister vi overblik og ro – netop når vi har mest brug for det. Johny opfordrede os til at stoppe op, mærke efter og give os selv små hjernepauser, så vi igen kan nå de “øverste hylder” i hjernen, hvor kreativitet og nærvær bor.
Hans budskab var klart: Man skal nyde, før man kan yde – det er hjernesmart!
Efter en dejlig frokost tog Gertie Baungaard Gorzelak os med bag kulissen på Hospice Støtteforeningens nye bog “Trædesten – På kanten af livet”. Hun viste de smukke illustrationer og læste digte og fortællinger op, mens Ragnhild Kallestrup læste og sang et lille stykke fra sit indlæg. Det var virkelig smukt og rørende.
Trædesten er både smuk og tankevækkende – en bog, der giver plads til refleksion over livets store spørgsmål og samtaler med dem, vi holder af.